Valg af byggefirma

Puha…..valg af byggefirma er altid svært. Forhører man sig hos andre, kan alle både hive gode og dårlige eksempler frem på alle byggefimaer. Vores råd er, at vælge det firma, som giver ro i maven og hvor man føler sig i trygge hænder samt føler at sælgeren virkelig lytter og forstår hvad man har i tankerne.

Vi tog ud for at se på nogle udstillingshuse. Første udstillingsby vi besøgte var Huscompagniets i Ringsted.  I et af husene faldt vi i snak med sælger Jan Petersen og der er ingen tvivl om, at vi med det samme følte os i meget kyndige hænder. Vi havde en rigtig god dialog, følte os trygge og ville meget gerne snakke meget mere med Jan om vores tanker og ønsker.

Kort tid efter, havde vi møde med Jan hos Huscompagniet i Ringstedafdelingen. Han fortalte lidt om Huscompagniet, hvad de kunne tilbyde og vi fremlagde vores umiddelbare ønsker. Vi følte os super godt tilpas og følte faktisk ikke vi behøvede at besøge andre byggefirmaer.

Alligevel følte vi at vi skulle besøge mindst ét andet byggefirma, det kunne ikke passe at vi allerede havde bestemt os efter så kort tid. Vi aftalte derefter et møde hos Eurodan huse, men vi havde slet slet ikke den samme mavefornemmelse som med Huscompagniet, så de blev ret hurtigt afskrevet.

Under besøg i udstillingsbyerne i både Ringsted og Hillerød, snakkede vi med flere byggefirmaer. Heriblandt Milton huse, Lasse Larsen og Bernt Nielsen huse. Men INGEN kunne give os den trygge fornemmelse som Huscompagniet og Jan havde givet os, så vi ville ikke spilde tid på at besøge diverse byggefirmaer, det skulle være Huscompagniet og længere var den bare ikke.

Erik havde dog et hus der skulle sælges først og der gik lidt tid med det, faktisk 8 mdr. Men det blev solgt til en skøn familie 🙂 Alt imens vi ventede på hussalget, havde vi løbende kontakt til Huscompagniet. Jan var endda oppe og se på de grunde vi havde kig på og hjalp os med at træffe det endelige valg. Derefter lavede vi en betinget købsaftale og mægleren var så flink at sætte grunden som “solgt” så ingen andre fik fingrene i den 🙂

Wuhuuuu, endelig kan vi komme videre……
Så kom der “solgt skilt” på…… 🙂

Vi glæder os til at komme igang med byggeriet inden længe. Vi håber også at forløbet med Huscompagniet bliver som vi håber og drømmer om, men det må tiden jo vise…….

De første byggetanker

Allerede tilbage i oktober måned sidste år, begyndte vi at tænke de første tanker omkring opførelse af nyt hus. Vi kiggede ellers på allerede opførte huse, men synes ikke det var til at finde et hus med den rigtige indretning og et hus med 3 gode børneværelser. Grundet huspriserne i byen og de fordelagtige lån der er at finde i øjeblikket, stod det også hurtigt klart, at det formentlig ikke rigtig kunne betale sig at købe et hus der allerede var bygget. Vi begyndte derfor at kigge på grunde og faldt hurtigt for en udstykning i byen. Der var allerede godt gang i byggeriet i udstykningen, men heldigvis var der stadig nogle rigtig dejlige grunde tilbage. De 2 grunde vi faldt for, lå på et skrånende område med fin udsigt. Vi havde i noget tid snakket om, at det kunne være en virkelig lækker detalje, at få et hus der var bygget i niveau. Med disse grunde vi nu havde kig på, kunne vi få mulighed for at få dette realiseret.

Udsigten fra grunden, februar 2017
Her kunne vi da godt bo
Grunden set nedefra. Grunden er på 1025 kvm

Velkommen til vores boligblog

Hej alle nysgerrige sjæle 🙂

Vi er en sammenbragt familie på 2 voksne og 3 børn. Erik og Mette, Eriks søn Noah på 10 år samt Mettes piger på 9 år.

Vi vil forsøge at lave vores første blog om vores kommende byggeprojekt. Vi har virkelig nydt godt af at læse andres blogge, og blev derfor enige om selv at lave en blog så andre forhåbentligt vil kunne bruge nogle af vores oplevelser og tanker til noget. Det giver også venner, bekendte og familie mulighed for at følge vores husprojekt. Vi synes nu også selv det vil være rigtig sjovt at have efter endt byggeri. Med en blog holder vi også os selv oppe på at skrive alt ned og få taget en masse gode billeder 🙂

So here we go…….