Materialevalg

Puha, materialevalg har vi brugt OCEANER af tid på!!!! Vi er meget meget enige heldigvis, men begge enormt ubeslutsomme 🙂 Vi har ingen idé om hvor mange dage vi har benyttet på at suse rundt på sjælland og kigge på mursten, banke på døre for at stille spørgsmål, samt kigget på klinker samt størrelse på klinker, gulv osv…….hold nu op!!!! Og Erik er den der har haft den tætte kontakt med vores sælger og vi er begge enige om at han virkelig må være træt af os efterhånden 🙂 Vi har et hav af spørgsmål og har haft VIRKELIG mange rettelser undervejs!!!!!

Mursten: I starten var vi lidt lune på de mere grålige nuancer, men når vi så dem “live”, synes vi de var ret kedelige og triste. Vi er gode til kontraster og skulle have mørke vinduer, så de jordfarvede mursten følte vi ikke gav den kontrast vi ønskede. Vi kørte rundt og faldt pludselig for et hus her i byen med de flotteste mursten og med lækker kontrast til mørke vinduer. Vi bankede på og snakkede med en venlig mand, som senere sendte os navnet på murstenen. Jeg havde også tidligere, gået forbi et hus i Ejby hvor jeg var helt vild med de mursten de havde bygget med og ville ved lejlighed ind og høre dem, hvilke mursten de havde benyttet. Det blev dog ikke nødvendigt, for da vi slog navnet på murstenen op som vi havde fået af den flinke mand, kunne vi se på referencelisten at huset i Ejby også var bygget med de mursten 🙂 Så ingen yderligere diskussion dér……..valget faldt på CASSIS fra Egerssund teglværk 🙂 Selvom vi havde valgt stenen, skulle vi jo så finde ud af om vi ville have mørkegrå vinduer eller sorte. Så udfra referencelisten, kørte vi rundt i flere timer 2 dage i træk, for at kigge på huse bygget med CASSIS murstenen. Vi valgte derefter helt sorte vinduer, da vi så et hus med denne kombination og det stod bare SÅ flot. Taget bliver sorte lertegl.

2.1.63 Cassis- Egernsund Tegl

Vi har valgt at få 2 ovenlysvinduer i køkkenet, da det giver et rigtig flot og lyst køkken med flot lysindfald.

Gulve: Vi var hurtigt enige om laminatgulve. Dels er de enormt slidstærke og så synes vi der var nogle rigtig flotte imellem. Vi endte med laminatgulve i farven Suede Sherwood oak.

Tarkett Suede Sherwood Oak

Klinker: Vi var først ude i meget mørke/sorte klinker, men grundet vedligeholdelse valgte vi beton grå klinker. Vi har ligeledes brugt mange mange timer på at se på klinker og snakke med sælgere men endte med V&B Section Anthracite  60x 60 klinker. Vi har også valgt 60×60 klinker på væggene i begge brusenicher, da vi synes det ser rigtig flot ud med så store klinker overalt som muligt. Dog skal vi have stavmosaik på væggen over vores kogeplade, dette bliver også med Section Anthracite. Vores trappe ned til stuen bliver også beklædt med klinker på selve trinnet.

Det skal lige nævnes, at vi har fået den mest kyndige vejledning hos STARK hvor klinkerne er bestilt fra. Vi har været i forskellige STARK butikker og hvor end man kommer, mødes man af ansatte der ved hvad de snakker om og som gladeligt gør alt for at gøre kunden tilfreds….og de gør det med et smil….bedre service skal man lede længe efter 🙂

Valget stod til sidst mellem disse 3 og vi valgte den grå til venstre 🙂
Erik lavede en demonstration over 30×60 og 60×60 i badet 🙂

Erik er super detalje orienteret, så han har fået skabt en masse små indhak hist og her til f.eks. opbevaring og som samtidig giver huset lidt “kant”. Vi så også i et af udstillingshusene fra Bernt Nielsen, at de havde lavet indbygningsskabe i fordelingsgangen, så den idé stjal vi også. Vi ønsker ikke indbygningsskabe på børnenes værelser, da det låser indretningen fast så vi finder selv tøj opbevaring til sidst 🙂

Ift. køkken fik vi inspiration hos et af udstillingshusene hos Huscompagniet. Vi kunne godt lide idéen om “en kasse” med stavmosaik på væggen over kogepladen.

Inspiration til vores køkkenniche, dog med lysere grå stavmosaik 🙂

Hårde hvidevarer: Vi var hurtigt meget enige om, at vi ikke gad binde os til Siemens eller Bosch, hvilket er mærkerne hvis man skal købe gennem Huscompagniet, så vi ville hive alle hvidevarer ud af entreprisen. Vi tog i Eliganten og håndplukkede de hvidevarer vi ville have. Meget er blevet af mærket Samsung, da deres ting virkelig talte til os 🙂 Ift. køl og frys, var vi enige om, at det ikke skulle være indbygning. Vi kan godt lide, at man kan se disse 2 elementer. Dog synes vi opvaskemaskinen skulle være indbygning.

Sort køleskab? Ja tak 🙂 Det er så super fedt!!!! Af mærket Samsung.
Og selvfølgelig sort frys 🙂 Også Samsung selvfølgelig 🙂
Samsung vaskemaskine.
Samsung tørretumbler.
Samsung ovn. Super flot og stilrent og med touch. Når ovnen er slukket, er displayet helt sort….og INTET indbygget ur….win win 🙂
Samsung combiovn. Samme princip som ovnen.
Asko vølund opvaskemaskine XL. Den havde fået meget gode anmeldelser og var ekstra stor og super fine funktioner.
Denne induktionskogeplade fra Witt, forelskede Erik sig i ved første øjekast 🙂 Pladen er HELT sort når den er slukket. Lyset er blå/hvidt, i stedet for rødt. Dette kunne vi godt kunne lide, så det matcher ovnene og samtidig beroliger det Eriks OCD….haha. Det er et 5 zoners 80 cm.
Og så en grillplade til kogepladen 🙂
Vore emhætte bliver en Thermex metz medio med ekstern motor.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *